
Nogle gange kan man bare ikke gøre andet med sin hest end at ride i skridt.
Måske har du selv prøvet noget lignende.
Din hest har måske haft en skade, der gør at den bare opbygge musklerne igen meget langsomt. Det kan være, at den hverken må trave eller gallopere, og at du derfor er nødt til at gå helt ned i første gear (næsten bogstaveligt talt), for at den kan følge med.
Hvis du selv har været i sådan en situation ved du sikkert, hvor svært det kan være at bevæge sig langsomt nok. Går man for hurtigt frem, risikerer man at hesten bliver skadet igen. Men går man langsomt frem, sådan som man skal, bliver hesten ofte restløs og har brug for at fyre noget energi af.

Så hvad gør man, hvis hesten kun må skridte, men samtidigt har masser af energi? Her er et par ideer, der forhåbentligt kan hjælpe dig med at variere din træningsrutine og stimulere din hest.
1. Tag i skoven
En god lang skridttur i nye omgivelser kan give dig og din hest noget nyt at kigge på, frisk luft og ikke mindst muligheden for at brænde energi af på en sikker måde. Gåture kan hjælpe hesten med at genopbygge muskelmasse, og så er det en super hyggelig måde at ride på, især hvis du finder en veninde at tage afsted med.
Skovture er under alle omstændigheder godt for både hestens og dit humør. Hvis du har været vant til at give hesten en tur i skoven som afslapning, hvorfor så ikke gøre det til del af en ny og afslappet træningsrutine, indtil hesten er på benene igen?
Er du heldig nok til at befinde dig i nærheden af Frederikshåb Plantage kan du også tage hyppen med på Danmarks første skovturs-trecbane. Trec-banen består af mange naturlige forhindringer, der udfordrer dig og hesten. Gert Hougaard Rasmussen, der er specialkonsulent i Naturstyrelsen, siger:
“Banen giver rytteren de udfordringer, de naturligt vil møde ved ridning i naturen. Rytteren skal demonstrere sin evne til at finde vej, og hesten skal demonstrere sin lydighed og sin evne til at gennemføre små naturlige forhindringer i terrænet på en sikker måde.”
2. Giv din hest mentale udfordringer
Selvom du ikke kan lade hesten løbe sin energi af, betyder det ikke, at han ikke kan bruge sin energi på noget. På samme måde som os kan heste føle sig stimulerede og afslappede efter en god omgang mental træning. Mental træning kan bestå af mange forskellige typer øvelser. Du kan variere dem alt efter hvor selvsikker hesten er.
Noget, som for alvor kan gøre en hest mentalt træt, er at træne dens tolerance overfor “farlige” ting, såsom plastikposer, presseninger og sæbebobler. Klikkertræning er en positiv måde at få hesten til at acceptere ting, han før anså som farlige. Det vigtigste er at gå langsomt frem, så du ikke står i en situation, hvor hesten pludselig panikker.
Parellis “Syv lege” eller Seven Games som det hedder på engelsk er en anden ting, du kan gøre. Legene har opnået et positivt omdømme hos mange ryttere, fordi de ikke kræver særlig horsemanship-viden, men kan bruges af enhver. De er efter sigende både enkle og effektive. De giver dig metoder til at træne hesten ved at bruge hestens eget sprog. Legene hjælper dig med at udfordre din hest mentalt, og styrke båndet mellem jer.

3. Lav øvelser fra jorden og fra ryggen
Din træningsrutine behøver ikke være kedelig eller ubrugelig, bare fordi den foregår i skridt. Du kan udføre masser af gode øvelser i skridt både fra jorden og fra hesteryg. Selvom du ikke traver eller galoperer, så er der stadig tale om træning. Al slags træning, lige meget hvor meget eller lidt fart der er på, kan hjælpe din hest med at komme i form igen. Mange øvelser kan samtidig forbedre dens koordinationsevne.
Du kan for eksempel øve parade, bakke, traversader, shenkelvigniger, volter eller koordination over bomme. HorseChannel.com viser en meget fin øvelse, hvor du skal prøve at få hesten over tre bomme i små volter, hvilket kræver fokus for både hest og rytter.
Du kan også se genoptræningstiden som en mulighed for at finpudse din grundtræning af hesten. Øv dig i at få hesten til bidet, i at øge dens smidighed eller måske i dens villighed til at lytte til dine hjælper. Ekstra fokus på enkelte områder, hvor hesten måske er forvirret over dine signaler, eller hvor du kan forbedre din kommunikation med hesten.

Fra jorden kan du øve hestens lydighed i træktov på samme måde. Du kan også have sjov med at træne ting, du ikke normalt ville tage dig tid til. Hvorfor ikke træne ekstra smidighed og lydighed ved at lære hesten at neje eller lægge sig ned?
Genoptræning giver masser af nye muligheder
Det kan føles kedeligt at skulle holde sig til skridt, mens hesten kommer sig efter en skade. Men man kan sagtens stadig lave mange spændende og udfordrende øvelser. Du behøver ikke gå på kompromis med hestens udvikling eller træning bare fordi det skal foregå i skridt. Faktisk er det en god mulighed for at forbedre grundtræningen.
Du kan for eksempel træne koordination, eller udfordre din hest mentalt med “farlige” forhindringer såsom plastikposer. Du kan også bare tage den med en tur i skoven.
Vi håber du fandt nogle ideer til, hvad du kan lave på hesteryg og fra jorden, som kan udfordre din hest og stimulere den i genoptræningsfasen. Nogle heste har utroligt meget energi, som de har brug for at komme af med, så de her typer øvelser kan holde den beskæftiget, når den ikke så godt bare kan løbe energien af sig.