Test dig selv: Hvilken slags rytter er du?

Mange gange har personlighed meget at gøre med ens valg både i ridesporten såvel som andre områder i livet.

Selvom alle hestemennesker har meget til fælles, så har du måske også oplevet, at de forskellige discipliner nogle gange adskiller sig fra hinanden og tiltrækker forskellige personligheder.

Mon der er nogle af de her absurde stereotyper, du kan genkende i dig selv eller dine hesteveninder?

 

Skovtursrytteren:

Skovtursrytteren findes ofte i grupper på to eller tre og har det med at knytte sig tæt til hinanden. Skovtursrytteren er ofte klædt varmere på, fordi de faktisk tager ud i naturen modsat os andre indefimsere. Bliv ikke overrasket hvis du ser dem i rideluffer og overtræksbukser. Derudover har skovtursrytteren det med ikke at anstrenge sig, så de har brug for et isolerende outfit for at overleve. Om sommeren kan de finde på at ride i cowboybukser og kondisko, og man ser dem somme tider ride uden sadel. De kan strigle deres hest i timevis fordi de synes det er hyggeligt. Hvert tiende minut giver de hesten en gulerod og klør den og snakker babysnak med den. Bliv ikke bekymret hvis dine skovtursryttervenner er væk i timevis ude i skoven. De skal nok komme tilbage.

 

Dressurrytteren:

Dressurrytteren er ikke et flokdyr og har det bedst med at færdes alene. Du kan kende dressurrytteren på de lange, stive støvler og velstriglede heste. Især man og hale klippes snorlige og brug af sædet tages meget alvorligt. Dressurrytteren er ligeglad med om hun ligner en gyngehest, så længe det lykkes hende at drive sin hest godt fremad. Det kan nogle gange ligne at dressurrytteren er i gang med en konkurrence med sig selv om hvor langsomt hesten kan galopere uden at gå i stå og hvor små volterne kan blive. Dressurrytteren er kendt som en kontrolfreak, der elsker alt udstyr, der kan gøre ridningen nemmere eller sikrere for sig selv og hesten. Også bling og diamanter og matchende farver er meget vellidte.

Springrytteren:

Springrytteren ses sjældent på banen, fordi de kræver en smule mere plads til at udfolde sig, men fortvivl ikke. Man kan ofte spotte dem rundt omkring på gården. Hold øje med springveste, poloskjorter eller alt for korte dunjakker. Korte jodhpurstøvler og stramme fletninger er også et godt pejlemærke. Springrytteren har ofte store overarme som de får når de løfter eller slæber bomme gennem sandet… Tip: Tag hen til banen på uregelmæssige tidspunkter, for eksempel åndssvagt tidligt om morgenen eller til den fjernest mulige bane for at få glimt af dem, mens de træner.

 

Islænderrytteren:

Islænderrytteren opholder sig for det meste med ligesindede og man ser dem derfor ikke så ofte. I stedet gemmer dig sig i udkanten af skove eller marker hvor de har deres heste på løsgang med andre islændere. Islænderrytteren foretrækker deres heste meget behårede. Jo længere og mere busket man og hale desto bedre. Hvis du ser en rytter komme forbi på en busket, lille hest, men ikke er helt sikker på om det er en islænderrytter, så hold øje med udstyr og påklædning: Islænderrytteren er som regel klædt i en hjemmestrikket sweater, har så lange bøjler at knæene er ved at pege den forkerte vej og så er udstyret gerne så minimalt som muligt, gerne uden næserem eller underlag. Hvis du vil gøre et sidste tjek, så sig til dem hvor sød deres pony ser ud. Hvis de skælder dig ud for at kalde deres hest en pony, så har du fundet en islænderrytter. Islænderrytteren hader nemlig når du kalder hans islænderhest en pony! Til konkurrencer kan de godt lide at få sig en lille fjer på, også lige før de selv skal ride.

 

Militaryrytteren:

Militaryrytteren er hesteverdenens svar på den der halvpsykopatiske klassekammerat som alle de andre børn var lidt bange for og fascinerede af på samme tid, som legede med ild og klatrede op på skolens tag. Intet er for vildt for militaryrytteren og jo mere sindssyg hesten er desto bedre. Det bedste er, hvis den er for vild til at ride dressur uden ekstra udstyr til at holde den på plads, for eksempel en martingal. Den skal helst vise det hvide i øjnene mens den frygtløst kaster sig gennem den brændende forhindringsbane med syreregn og løbske tigre… ingen forhindring er for stor for militaryrytteren, der har det bedst i selskab med sin egen slags. Dressur er militaryrytterens hadedisciplin og de undgår som regel at gøre for meget ved det, men vælger i stedet at “hente det hjem under terrænspringingen”.