Udgivet i

Sådan vælger du ridestøvler

Alle der har prøvet at sidde på en hest mere end bare én gang ved, at godt fodtøj er vigtigt. Og der er meget at vælge mellem, lige fra den klassiske læderridestøvle til jodhpur.

Der er fordele og ulemper ved alle designs og materialer, så det kan være godt at vide, hvad man har brug for, før man går ud og kigger på støvler. Hvilken disciplin rider du? Hvad er dit budget? Hvor meget går du op i æstetik? Rider du i alt slags vejr? Det er bare nogle af de spørgsmål, du kan stille dig selv.

Her er fire forskellige almindelige typer ridestøvler, du kan finde på markedet i dag, samt lidt om materialer og om hvordan du finder den rigtige størrelse.

 

Dressurstøvler

Dressurstøvlen er en højskaftet støvle oftest lavet af læder uden snørrebånd foran. Der er ofte en lynlås bagi, der gør det nemmere at tage dem af og på. Du kan dog godt finde støvler uden lynlås, hvis du ikke kan lide at skulle vedligeholde dem. Dressurstøvler støtter godt op om schenklen og er gode til at holde styr på dine ben. Det er nemmere at give hesten præcise signaler i et par støvler, der sidder helt tæt ind på benet og ikke gør at benet skøjter rundt. Det gør det for eksempel nemmere at holde hælen nede og have god kontakt med hesten. Højskaftede ridestøvler ser også flottere ud og er påkrævet i nogle dressurklasser.

Download din gratis ebog her

 

Feltstøvler

Feltstøvlen ligner dressurstøvlen i form og funktion, men den har snørrebånd foran. Snørrebåndet kan give plads til foden, så støvlen ikke bliver så stiv.
Feltstøvlen bliver ikke brugt til dressur, men derimod til jagt og spring. Husk at tjekke, om din støvle må bruges til den disciplin, du rider.

 

Jodhpur/Leggings

Alternativet til den højskaftede støvle er jodhpur eventuelt i kombination med leggings. Der er mange ridediscipliner, hvor du ikke kan bruge korte støvler, men de kan være rigtig gode at ride i til hverdag. De kan være mere behagelige at have på,  og give mere varme i tæerne. De kan også være praktiske, hvis du skal meget op og ned på hesten og også arbejde i stalden. Du behøver ikke tage dem af, når du er færdig med at ride, men kan godt gå rundt i dem og arbejde med dem på. Jodhpur er typisk heller ikke så dyre som ridestøvler. Nogle ryttere oplever, at korte støvler giver mere frihed under ridningen end et par billige ridestøvler, der ikke passer godt i skaftet.

 

Vinterridestøvler

Noget af det værste er at have kolde tæer om vinteren. Selvom vinterridestøvler ikke ser helt så godt ud som rigtige ridestøvler, så kan det være nødvendigt at have dem på, når det er koldt. Alternativt kan man købe sig et par normale ridestøvler i et nummer for stort og så have et par ekstra sokker indenunder. Personligt synes jeg, at et par termostøvler er noget af det mest behagelige at have på, både på hesten og i stalden.

 

Materialer

Læder er et populært materiale, da det ser lækkert ud og holder længe. Mange ryttere sværger på, at rigtige læderstøvler er det eneste, der duer, hvis man tager sin ridning seriøst. Dog kan syntetiske materialer nogle gange være mere behageligt, da det ikke er så stift. Læder bliver også let tørt, hvis du for eksempel ofte skal rundt i mudder og pløre med dem.

Tænk på, hvad du skal bruge dine støvler til og hvor parat du er til at vedligeholde dem, før du vælger. Materiale er helt en smagsag, så find ud af hvad du bedst kan lide, og gå efter det.

 

Pasform

Når du har fundet ud af, hvilken støvle og hvilket materiale, du foretrækker, er det tid til at tænke pasform. Det er så vigtigt, at ridestøvlerne passer godt, lige meget hvilken type du vælger. Det kan ofte være svært, hvis dine lægge eller ben er en lidt anderledes størrelse end normalt. Hvis du for eksempel har ekstra brede lægge eller høj svang kan det kræve, at du prøver lidt flere designs, før du finder noget, der passer.

Højskaftede ridestøvler skal nå helt op i dine knæhaser. Hvis de er for korte, kan de nive huden. Hvis de er for høje, gnaver de i knæhasen. Få en ven til at hjælpe dig med at måle dit ben, mens du sidder i sadlen, så du finder en støvle, der passer, når dit ben er bøjet.

Det er normalt, at ridestøvler gør en smule ondt at gå i, især i starten. Men de må ikke klemme eller gnave eller være for stramme nogen steder!
Tænk også over, hvad for noget tøj, du skal have på inden under støvlen. Skal der for eksempel være plads til ridebukser og tykke strømper?

 

Hvilke støvler foretrækker du at ride i? Er du mest til jodhpur eller ridestøvler? Læder eller syntetisk? Skriv en kommentar og lad os høre, hvad du mener.