
Ridestøvler er et vigtigt stykke rideudstyr. Enhver rytter ved, at det ikke duer at ride i et par sutsko, sandaler eller converse. Et par gode ridestøvler gør en stor forskel for både din sikkerhed og hvor godt tilpas du føler dig, når du rider.
Lige meget om du foretrækker højskaftede, elegante læderridestøvler, eller om du er til noget mere afslappet, så skal støvlen sidde godt og tæt. De skal beskytte din fod og din ankel.
Nogle gange kan det være lidt forvirrende at skulle vælge. Men der er i virkeligheden kun ét spørgsmål, du skal stille dig selv, for at få de rigtige ridestøvler med hjem: Hvornår skal du bruge ridestøvlen?
Ét simpelt råd, der hjælper dig med at finde den rigtige ridestøvle
Det vigtigste, når det kommer til at vælge ridestøvler er, at du vælger den typer, der passer bedst til det, du skal bruge den til. Spørg derfor dig selv, hvornår du skal bruge ridestøvlen.
Det handler ikke om, hvad du godt kunne tænke dig at bruge støvlen til, eller hvad du synes ser lækkert ud. Det handler om at være ærlig og spørge dig selv om i hvilken situation, helt konkret, du har tænkt dig at bruge din ridestøvle.
Forestil dig at du tager ud i stalden som normalt. Hvordan ser din hverdag ud? Hvad laver du normalt? Og hvordan ville du bruge dine nye ridestøvler?
Hvordan vælger jeg ridestøvler? Et eksempel fra virkeligheden
Jeg starter for eksempel ofte min dag med at hente min pony ind fra folden. Det er tit mudret, så jeg har brug for noget, der nemt kan vaskes. Jeg er doven og hader at gøre læder rent.
Når jeg kommer tilbage fra folden, har jeg allerede gået ret langt. Så jeg har brug for et par støvler, der er rare at gå i.
Jeg sadler hesten op og træner en times dressur. Her ville det være ret med et stift skaft til at støtte mine underben. På den anden side rider jeg mest for hyggens skyld, og jeg gider kun have ét par støvler – så måske trækker de andre behov mere.
Når jeg er færdig med at ride, tager jeg cyklen hjem fra stalden. Her er det igen vigtigt for mig, at jeg kan have noget på, der er fleksibelt.
Jeg har dermed overordnet brug for et par alsidige støvler, der kan bruges til lidt af hvert. Derfor er et par jodhpur med leggins måske det bedste valg for mig.
Mange andre ryttere er helt anderledes. Mange foretrækker for eksempel at have et par ridestøvler i skabet, som de kun har på når de rider. Jeg ved af erfaring, at den løsning ikke fungerer for mig. Så det handler altså om at være ærlig, og virkelig prøve at forestille sig, hvilken støvle, der kan fungere i éns hverdag.
De forskellige typer ridestøvler
Nu hvor du ved, hvordan din hverdag ser ud, er det tid til at vælge.
Der findes mange designs, der alle har fordele og ulemper. Det er derfor, det er smart at finde ud af, hvad man har brug for, før man går i gang med at kigge på dem.
Ridestøvlerne er ofte designet til hver sin disciplin. Her er nogle af de mest normale:
Feltstøvler
Feltridestøvler er en engelsk ridestøvle, der når op til knæet. De adskiller sig fra andre støvler ved at de kan snøres ind ved anklen, hvilket giver rytteren mere fleksibilitet. Denne ekstra fleksibilitet giver bedre komfort og bevægelsesfrihed, når du springer.
Dressurstøvler
Dressurstøvler er højskaftede ridestøvler uden snører, der er meget stivere end feltstøvler. De findes både med og uden lynlås. Dem med lynlås er nemmere at få af og på. Dem med lynlås kan til gengæld være sårbare overfor jord og snavs og skal vedligeholdes ofte. Dressurstøvler er ofte del af uniformen til konkurrencer og er for mange ryttere det klassiske valg.
Jodhpurstøvler
Jodhpurstøvlen er en kort ankelstøvle, der ofte har elastik i anklen. De nemme at få af og på. Nogle variationer har også lynlåse eller spænder. Jodhpurstøvler kan føles som det mindre formelle valg. De giver mere bevægelsesfrihed, når man arbejder i stalden eller laver andre ting, der ikke foregår på hesteryg. Man kan tage et par rideleggins på under træningen for at beskytte underbenene og få lidt ekstra støtte.
Staldstøvler
Staldstøvler minder meget om normale vinterstøvler. De er ikke designet til at ride i, men er til gengæld mere behagelige at gå rundt i på jorden. De er – som navnet hentyder til – designet til staldarbejde.
Westernridestøvler
Westernridestøvler adskiller sig fra alle de engelske ridestøvler ovenfor på en række måder. Hælen er ofte højere, og de har ofte en mere løstsiddende pasform med god støtte til et par sporer omkring anklen.

Derfor er ridestøvlen et vigtigt stykke udstyr
Ridestøvler er på tværs af designs lavet til at give bedre sikkerhed på og omkring hesten. Det er derfor ikke en god ide at ride i støvler, der ikke er designet specielt til formålet.
Mange ridestøvler har enten et skaft eller kan kombineres med leggins. Det er fordi, underbenene ofte er udsatte, når vi rider. Det høje skaft på den langskaftede støvle skaber en barrierer mellem det ben og sadlen, som beskytter huden mod at blive gnubbet mod læder og stropper. Det gør det mindre sandsynligt, at du får huden i klemme. Ridebukser hjælper også med at komme samme problem til livs.
Jodhpurstøvler beskytter også på samme måde, når de bruges sammen med rideleggins.
Ridestøvler har også en hæl med en vis størrelse, der sørger for at din fod sidder hvor den skal på stigbøjlen. Den sørger for, at din fod ikke glider gennem. Det er rart, når du rider, men det er naturligvis også vigtigt for sikkerheden. I tilfælde af et fald, skal vi helst ikke sidde fast i stigbøjlen.
Mange ridestøvler har også en forstærket tå, der giver lidt ekstra beskyttelse, hvis hesten for eksempel træder os på tæerne, eller hvis vi taber noget tungt.
Hvordan vælger jeg ridestøvler?
Nu er der kun tilbage at vælge, hvilken type ridestøvler der bedst passer til dine behov.
Det er noget, du selv bedst kan finde ud af ved at kigge på din hverdag i stalden og spørge dig selv: Hvornår skal jeg bruge mine ridestøvler?
Mange ryttere vælger baseret på deres disciplin, og det er et godt sted at starte. På den måde ved du, at du har et par støvler, der støtter dig bedst på den måde du rider, og som stadig er i orden til konkurrencerne. Mange af os holder os dog ikke til en bestemt disciplin, eller går måske ikke så meget op i konkurrencer. Her giver det især mening at prøve at være realistisk med, hvordan ens hverdag i stalden er.
Så hvad vælger du?